Nyheder

11/05 - Logistikkaos efter flere nedlukninger

Desværre er den globale logistiksituation endnu en gang sendt i tovene. Det kræver, at man som virksomhed tager sine forholdsregler.

Sportsbranchen Logistik giver en status på situationen og forslag til, hvordan man imødekommer udfordringerne. Netop nu er der flere forhold, der påvirker den globale logistiksituation negativt. Igen, fristes man til at sige for de forgangne år har budt på store logistikudfordringer, og mange havde håbet, at 2022 skulle blive et år med mere normale tilstande.

Frank Buchmann peger på syv nøgleforhold, der udfordrer i øjeblikket. Derudover giver han også Greenway Logistics’ bud på, hvordan man imødekommer udfordringerne,  som du kan læse her:

Nedlukninger i Kina:
Det er meget svært at få varer fra Fjernøsten lige nu. Det skyldes omfattende coronanedlukninger i Kina, hvor nedlukningen af Shanghai har særligt store konsekvenser for logistikflowet. Dette vil medføre flere blank/black sailings, hvilket betyder at udvalgte havne eller hele ruter tages ud af drift, og at man dermed kan misse planlagte afgange og dermed må vente på en senere afgang. Der er allerede flere rederier, som har lukket ned for medtagelse af reefer cargo med mere.

Længere transittider:
Det tager gennemsnitligt 60-70 dage at få varerne hjem fra Asien. 60 dage på en god dag – 75 dage på en virkelig dårlig dag. Årsagen skal særligt findes i, at skibene lægger til i en række havne undervejs, og at skibene ligger i havn 1-7 dage hver gang. Et skib fra Kina vil typisk lægge til kaj otte gange på sin tur. Hertil kan man så lægge eventuelle forsinkelser i havnene.

Forsinkelser i Europæiske havne:
Forsinkelserne i de europæiske havne er omfattende; faktisk har det aldrig været så slemt, som tilfældet er nu. De seneste meldinger går på, at der kan op til tre ugers forsinkelse i Hamborg alene for at få lov at lægge til kaj og losse af.

Kapacitet:
Rederierne vil allerhelst sejle til USA, da det er den tur der giver flest penge i kassen. Konsekvensen er, at der er alt for få skibe til de varer, der skal til Europa.

Aflyst togtrafik – udfordringer for rail-forsendelser:
Mange rail-transportører aflyser på nuværende tidspunkt afgange som følge af krigen i Ukraine og situationen i Rusland. Det lægger et endnu større pres på søfragt fra Asien. De økonomiske sanktioner, som rammer SWIFT-systemet, betyder, at kineserne ikke kan betale russerne, hvilket vanskeliggør situationen. Samtidig frygter man at sende varer gennem Rusland, fordi situationen er så uvis.

Der er dog udbydere, som tilbyder rail-løsning, men det er vores anbefaling, at man har styr på sine forsikringsforhold. Dertil kan der være etiske overvejelser, som brands bør have med i sine overvejelser.

Prissituationen:
Priserne er stadig høje – og det ser ikke ud til at blive bedre lige foreløbig, når man ser på ovenstående forhold samt de store stigninger i oliepriserne. Du kan se yderligere om udviklingen i  søfragtsindex.

Luftfragt
Med forstyrrelser af både sø- og rail-fragt er det helt naturligt, at priserne på luftfragt er på himmelflugt. Vi ser prisstigninger på flere hundrede procent, og det er typisk kun muligt at få rater med en til to dages gyldighed og en lidt længere transittid. Kommer der flere nedlukninger, kan dette billede hurtigt blive forandret.

Forsinkelser og svigt hos leverandører
Flere oplever desværre store forsinkelser hos leverandører, hvilket skyldes lokale nedlukninger, mangel på varer fra underleverandører og generelle forsinkelser som følgevirkninger af hele Covid-19-situationen.

Det kan du gøre i den nuværende situation
Summen af de nævnte forhold udgør en sprængfarlig cocktail, særligt hvis man primært importerer fra Asien. Logistik skal øverst på dagsordenen, og man er nødt til at arbejde med flere scenarier og mulige løsninger, da det kan medføre markante konsekvenser, hvis der ikke er varer nok på hylderne.

Derfor kan man med fordel se både kort- og langsigtet på logistiksituationen i egen virksomhed:

Kortlæg supply chain flow og opdater IRL flow. Hvad er worst case?
Gennemgå hele flowet: leverandør – transportør – lager – distribution – kunde
Her skal man kigge på det nuværende flow og sammenholde det med normale flows, man har opstillet. Hvor hopper kæden af? For eksempel kunne det reelle flow vise, at søgfragt i dag tager 125 dage mod de planlagte 65 dage før Covid-19.

Dernæst kigger man på hvilke alternativer, man har til rådighed på markedet, og hvad et skifte hertil vil medføre:

Rail-løsning – Alternativ B
Rail / Air-løsning – Alternativt C
Sea / Air-løsning – Alternativ D
Luftfragtsløsning – Alternativ E

Leverandører
Det er alfa og omega, at leverandørerne leverer som aftalt, for at supply chain fungerer optimalt eller med et minimum af forsinkelse. Det er også væsentligt i forhold til at kunne advisere transportøren, så godset kommer af sted som aftalt. Kapaciteten er spændt til bristepunktet, og derfor er kommunikation og overholdelse af aftaler afgørende.

KAM-kunder
Når man arbejder med store online-platforme, eksempelvis Boozt eller Zalando, foreligger der klare retningslinjer i forhold til levering og konsekvenserne af forsinkelser. I Greenway hører vi jævnligt fra virksomheder i modebranchen, at flere af de store platforme fortsat kræver levering som aftalt uden at skele til verdenssituationen. Det er man nødt til at forholde sig til, og det anbefales, at man er i løbende og tæøt dialog med sine KAM-kunder, så man kan informere dem om situationen.

Man er også nødt til at lave konsekvensberegninger, der viser, hvad forsinkelser og dertilhørende bøder får af økonomiske konsekvenser:

Eksempel

KAM-kunde A Omsætning: 1,5 mio. DKK / forsinkelse
+ 15 dage = 10% rabat
+ 25 dage = 30% rabat
+ 30 dage = annullering

Dermed kan beregne tabt omsætning og holde den op imod sine transportmuligheder, og på den måde se konsekvenserne i kroner og øre.

Transportører / Transport situationen:
Med tanke på den aktuelle situation er det ingen overraskelse, at logistikken fylder mere i de danske virksomheder. Det bør den også, da det kan få stor indflydelse på indtjeningen, hvis man ikke leverer som aftalt.

Derfor er det også vigtigt, at man adviserer sin transportør i god tid – 2-3 uger i forvejen, så man kan få opstillet sine muligheder, hvis man har en leveringsdeadline, som skal overholdes. På den måde får man overblikket over sine muligheder og kan træffe beslutninger herudfra.

Prisberegningsmetode og strategi
Vi oplever, at der er et stort fokus på prisen, hvilket er helt naturligt. Dog bør bestyrelse og ledelse vurdere, om det ikke er endnu vigtigere at fokusere på salg of indtjening i forhold til INTET salg eller salg med store rabatter som følge af forsinkelser. Højere transportomkostninger må ikke afholde jer fra at vælge den rigtige strategi.

Eksempel

4 kubikmeter – Søfragt: 4.000 items, FOB Shanghai: 8.500 DKK / 4.000 = 2,125 DKK per stk.

Sammenholdt med f.eks. luftfragt: 18.000 DKK / 4.000 = 4,5 DKK per stk.

Jo, det er en stor stigning, men hvis det koster jer 45.000 kroner i rabatter eller tabt indtjening, er det værd at overveje, hvilken metode, der er den rigtige.

Kontakt os gerne, hvis I ønsker input eller hjælp til netop jeres situation


Kontakt os





    Gratis Logistik rådgivning